Ann Dorrit Guassora

Helene og Katja havde ligget der længe. De havde slæbt hovedpuderne ud. De lå ude i solen, selv om det var for varmt, orkede ikke at flytte sig. De andre havde spist frokost for længst. “Det har gjort mig meget ensom. Det var hans venner allesammen.” “Du har godt nok også været derovre meget.” Katja havde kvajet sig. Hun havde været sammen med en i Tisvilde i sommerferien. Hun var selv kommet rygterne i forkøbet og havde fortalt det til Nikolaj, da han kom hjem. Det var slut. “De er pissesure på mig allesammen.” “Giv det lidt tid. Det er jo også dine venner.” Helene tjattede til Katjas skulder. Lå lidt og kiggede op i træerne. “Du bliver sgu da aldrig ensom. Ikke dig.” Katja drejede hovedet fra side til side. Helene syntes, det var nemt at være hjemme hos Katja. Man havde det for sig selv. Hendes værelse lå ude i den ene ende af huset og havde en havedør. Det var stort nok til, at der kunne stå en sofa og en lænestol. Helene havde aldrig oplevet at forældrene blandede sig. Katja skændtes til gengæld med sin lillesøster, som ikke måtte bruge hendes ting. Der var en mariehøne på vej op ad Helenes arm. Hun fulgte den med øjnene, overvejede at børste den væk. Sådan nogle kunne finde på at bide. Hun lod den være. De små ben føltes behagelige på armen.  “Skal jeg tage noget vand med ud til dig?”, spurgte hun. Hun skulle snart ind på toilettet. “Jeg kommer med ind og blander noget saft.” “Det er ikke sikkert, du kan.” “Jeg er derude længe før dig.” De lå stadig ned begge to. “Jeg får rynker, hvis jeg får for meget sol. Har du ikke set, hvordan de gamle damer kommer til at se ud, med mørkebrun læderhud.” “Og drinks og guldkæder, jo.” Det raslede under hækken. Der kom en solsort frem. “Du kan jo tage med ud til Niels i morgen.” “Arh.” “Hvis du føler dig ensom.” “Så ensom er jeg ikke.” Helene satte sig op. Så var det nu med det vand.