Her står vi. Splintrende friske med ambitioner som kan dræbe små fugle. Helt uden fordele og ulemper. Knusende begejstrede. Ingen tvivl i sigte. Forberedte, velklædte og kække. Med et engagement som gør indtryk, står vi i vores allerbedste sko. Har lagt besked derhjemme om, at det godt kan blive sent. Sigter højt og støber kugler. Klar til at gøre det, som skal til og lidt mere.
Skillevægge og skiftende udvalg holder sammen på staben. Skilte vande og delte meninger komplicerer vores snak. Nytænkning og spilfægtning krydser klinger, bruger tættekam og stride børster i kampen om at få ret. Løsninger og forsøgsordninger står lidt og vælter så. Kredsløb og det lange løb får bugt med det meste.
Virkelighedens trofaste håndlangere lænker os til fordele og ulemper. Tjekker grammatik og temperaturer, nynner gamle kendte sange, skovler jord på varme gløder.
Virkelighedens pålidelige vogtere kan se nøgternt på det hele. Forsyner os med nøgletal og gennemsnit, påpeger, når vi er på gale veje.
Virkelighedens vedholdende hjælpere fortæller os, at det er sund fornuft. Ikke noget at diskutere.
Græsset gror. Jeg kan se det fra mit vindue. Jeg behøver ingenting at gøre. Der er ingenting jeg kan gøre.
Træerne gror, sætter blomster, sætter frugter. Fyldt med fine æbler, som bliver røde.
Flokken gror. Kalvene kommer ud på græs, spjætter med de lange ben på en mark langt udenfor byen.
Mennesker går. Jeg kan se det fra mit vindue.
Jeg kan høre græsset gro. Dyrene raser ud i vild begejstring.
Vi visner langsomt under lampen i de lange vintereftermiddage. Rundt om mødebordet i godt selskab med stjerner på skuldrene og sødt til kaffen.
Vi kan hverken strække os eller gabe. Det hele sidder fast i arbejde. Skuldrene, tænderne og tankerne. Sidder hjælpeløst fast.
Vi kan vippe med fødderne. Fastlåst foran computeren mens vi arbejder.
Vi har en vag fornemmelse af, at vi snart er færdige, men det er vi ikke.
Det er på høje tid at komme væk herfra.
Så kom livet og lavede os til halmballer og europaller, huse som ligner dårligt vejr, snavset sne i bunker. Gjorde natten kort og ujævn, skar de største drømme ned til noget som kunne lade sig gøre i virkeligheden, vekslede egenart til mad fra supermarkedet, vekslede følsomhed til god vin på flaske, gav os kundekort og bonuspoint for at signalere, at der var noget godt i vente. Gjorde os til det, man mener kvinder og mænd skal være.
Vi var gladere, end de plejer at være. Venligere end de fleste.
Dette er en opfordring:
Gør som de andre!
Få det til at passe ind!
Lev op til standarder og regler!
Læg dig i selen der hvor du bliver målt!
Gør ingen omveje eller svinkeærinder!
Lad det ligge, som du ikke ved hvad er!
Du ved ikke, hvad det vil bringe.
Du ved ikke hvad du får ud af det.
Dette er en advarsel!