Det er en skummel fryd, som breder sig med små lyde, som bliver stærkere og stærkere og sværere at bestemme. Som småbitte dyr der kradser. 

Allerede ikke helt vågen men stadig ikke klar over det, bliver forestillingernes fangarme hele tiden længere.

Dagens sikkerhed blandes med nattens uforudsigelighed og svigtende dømmekraft. 

Allerede fuld af indtryk, men endnu ikke færdig med at høste dem. 

Tusmørke gør det velkendte tilpas utydeligt. Udvisker trygge konturer og gør forskellen mindre på det jeg ser og det jeg tror.

Der er ikke noget som haster længere.