Hvor er alle menneskene henne? Jamen, det ved jeg sgu da ikke. Men er det ikke dejligt, at de er væk? Nu ligner København de steder, jeg færdedes som barn. På cykel til og fra skole, på vej til fods hjem til mine venner. Undervejs imellem alle hjem og det, de stod for. Der var ikke et øje på vejen og hele verden for sig selv. Alene om at definere, hvordan ting hang sammen og høj på bittesmå ting. Oven ud og op over krav og begrænsninger. Fri til at drømme og svinge sig op. Løsrevet og løssluppen. Fri af hensynet til de små, fri af presset fra de store. I det rigtige tempo. Med opmærksomheden op og ned. Et øjeblik af den slags i en storby.