Jeg har en stor sten i min mave. At bære den i hænderne ville ikke være nogen sag, men der inde er den tung at have. Den kommer i klemme, den sætter sig fast. Jeg tror, Søren Ulrik Thomsen kan få den til at ligge rigtigt. Jeg sætter mig på en bænk et sted, hvor jeg tror, han kan se mig. Måske ser han mig ikke, men solen er der. En sten føles bedre, når den er varm. Som når jeg holder om nogle. Hvordan kan man leve med sin sten? Fantomsmerter af en som har det svært. Et hav skal der til for at slibe min sten. Tiden og havet. Min sten. Min elskede sten.