Om skulpturerne


Jeg laver stående skulpturer og mobiler. De er åbne og lette - streger i luften - skrøbelige konstruktioner. Det er stille ting, lavmælte. Nogle med tekst.

Bladene er en velsignelse. Vi sanser blomsterbladenes bevægelse gennem luften og erindrer bevægelsen, selv om den er væk på et øjeblik. Hvert år håber vi at være der, når blomsterne blæser af æbletræerne, af blommetræerne, af kirsebærtræerne. Hvem kunne ikke tænke sig at holde fast i det øjeblik?

Birkene er iagttagelser af den frygtindgydende skønhed i naturen. Træerne var monumentale, når vi som børn skøjtede rundt mellem dem i måneskinnet. Isen mellem træerne var sort dybt nede, og man kunne følge stammen med øjnene gennem isen helt ned til rødderne. Det krævede mod at begive sig ind i det gådefulde rum under trækronerne.

Ørerne er små krøllede væsner, som stimler sammen og følges ad. Som krøllede svampe på træstammer dukker de op på uventede steder. Levende er de helt sikkert. Der må have siddet sådan nogen og kigget på os, når vi skøjtede.

Det mærkelige er, at naturvidenskaben slet ikke får fat i sådan nogle sider af naturen; velsignelsen, det monumentale og den tilstedeværelse, som sanses i naturen. Og så bliver naturvidenskaben oven i købet brugt om mennesker.

Rammerne handler om alt det ved mennesket, som ikke kan måles og vejes. Naturvidenskaben kan fortælle noget om, hvem vi er, men dækker langtfra det meste og slet ikke det vigtigste.