Ord og billeder

Mit liv bliver hele tiden længere. Hver dag bliver der sat flere vogne på toget. Usandsynlige mængder af ting, jeg kan huske, får mig til at se tilbage. Så langt som øjet rækker bagud et landskab af epoker med mig i dem. Godt med larm fra fødderne, som knaser i tørre blade fra gamle efterår. Jeg trækker vogne med begivenheder efter mig. Og hver dag nye dage, en ny historie.
Keramik af Kathrin Schrøder
Min skulder bliver varm, når du sidder der, ved siden hvor du har siddet altid før.
Med tiden er du bygget fuldstændigt om, men du har bestemt en del af min form.
Jeg læner mig op ad det sted, hvor du var. For vi er knyttet sammen, forbundne kar.
Det som har været, har sat sine spor. Har vist sig at være vigtigt og stort.
Indskrevet i mig, en del af historien, er aftryk af andre, en del af mit liv.
2. september. Gammel sommer. Enkelte gule blade flyver fra store løvtræer.
9. september. Sene blomster. Sommertøjet lægges væk.
11. september. Mørket kommer tidligere. Løvet hænger på, så godt det kan.
6. oktober. Det blæser koldt. Uldtørklædet bliver fundet frem.
19. oktober. Tågen har stået stille i flere dage. Vissent løv i hjulsporene.
23. oktober. Enkelte træer har tabt alle bladene. Ikke meget lys tilbage.
24. oktober. Lyden af tørre blade, som triller samlet over gaden.
29. oktober. Mørkt når jeg kører hjem. Det kniber med at se nøglen
i mørket foran døren.
2. november. Tørre blade falder som regn. Røde bær alene tilbage på træerne.
7. november. Det knaser overalt, hvor man træder. Et tæt tæppe af blade.
14. november. Hemmelige stier afsløret af løvfaldet. Mere rødt end grønt
i trækronerne.
18. november. Regn hele dagen. Hist og pist et gult blad yderst på grenene.
21. november. Sne, blæst og mørke. Våde, sorte grene.